enmånedtil

Bryllupsplanlægning – 1-2 måneder før brylluppet

Nu er brylluppet lige rundt om hjørnet! Glæder du dig? Nu skulle I gerne være styr på de store ting, og nu er det kun få, men dog stadig meget vigtige, ting du skal nå at få krydset af din bryllupsplanlægning.

Køb smykker

Hvis du skal ud og anskaffe dig nye smykker til brylluppet, skal det skrives ind i din bryllupsplanlægning. Ved du allerede, hvad du vil have, er det jo så nemt. Er du derimod lidt på bar bund, kunne det måske være en god idé at spørge en veninde eller søster til råds. Hav også smykkerne med i tankerne under nogle af dine sidste fittings af brudekjolen. 

Køb sko

Ligesom med smykkerne er det nu du skal begynde at overveje, hvilke sko du skal have på til brylluppet. Det er også en god idé, at købe dem i god tid, så du har dem med til nogle af de sidste fittings af din brudekjole. Derudover er det en god idé, lige at have gået dem til inden brylluppet. 

Skriv talen 

Det er en tradition, at gommen holder en tale til sin brud under middagen. Men efterhånden er flere og flere brude også begyndt at holde en tale eller skrive en sang til sit hjertes udkårne. Vælger du dette, er det en god idé at påbegynde tale- eller sangskrivningen allerede nu. 

Bestil brudebuket 

Ifølge en gammel tradition er det egentlig gommen, der er ansvarlig for brudebuketten. Den tradition er dog efterhånden ved at udfases, idet mange brude selv ønsker at vælge sin brudebuket. Der er ikke nogen regler for, hvordan en brudebuket skal se ud, men ønsker du en særlig en med masser af blomster, er det en god idé at bestille den i god tid. 
Husk også at bestille knaphulsblomst til gommen, forlover og brudens far. 

Bor du i Aarhus eller omegn, kan jeg varmt anbefale blomster fra Bang & Thy. Du kan læse mere om dem her

Møde med præsten

Skal du og din partner giftes i kirken, vil I på et tidspunkt, typisk et par måneder før vielsen, blive indkaldt til et møde med præsten. Her gennemgår i vielsesceremonien, udvælger salmer og oftest vil præsten høre lidt om jer og jeres kærlighedshistorie. 

Gennemgå detaljer med leverandører 

Det er godt at have styr på sin bryllupsplanlægning i god tid. Ca. 1 måned før brylluppet er det en god idé lige at sørge for at der er styr på alting. Er der styr på gommens tøj? Er der styr på brudekjolen? Tjek med jeres leverandører om der er styr på det hele – mad, vin, pynt, blomster osv. Det er bedre at gøre det en måned før, end en dag. 

Tjek gæsteliste 

ca. 2 måneder før brylluppet skal I have styr på, hvem der kommer til jeres bryllup. Begynd derfor at gennemgå jeres gæsteliste, og kontakt eventuelt de sidste gæster, der endnu ikke har svaret. 

Lav bordplan 

Når I ved hvem og hvor mange der kommer, er det på tide at lave en bordplan. Tag jer god tid til dette, for det kan godt tage laaaang tid! Det er forresten også nu, at I skal købe/bestille bordkort. 

Øv jer på brudevalsen 

Ca. 1 måned før brylluppet er det en god idé at begynde at øve jer på brudevalsen. Valsen er faktisk meget enkel, og når I først får den lært, er den ikke svær at huske. I kan eventuelt bestille en time eller to hos en danselærer eller I kan se video her

Informer toastmaster om brylluppets forløb

Der er meget, der skal tænkes ind i jeres bryllupsplanlægning. For eksempel er det ca. 2 måneder før brylluppet en god idé, lige at informere jeres toastmaster om brylluppets forløb og gennemgå eventuelt, hvilke gæster der kommer til brylluppet. Desuden er det også nu, at I skal overrække en ønskeliste til toastmaster eller den person, I har valgt ansvarlig til denne opgave (det kan fx også være forloveren eller en brudepige).